Desværre er det ikke så let at finde oplysning om, hvad et familiemedlem har foretaget sig i forbindelse med deltagelse i modstandskampen. I mange tilfælde er det helt umuligt.
Under selve besættelsen var man selvfølgelig forsigtig med at skrive for meget ned og gemme på papirer, som kunne være afslørende. I befrielsessommeren 1945 kunne modstandsgrupperne derimod godt opbygge arkiver med styrkelister osv. Men de arkiver, der blev opbygget, tjente netop helt aktuelle ’administrative’ formål. De blev ikke opbygget for at dokumentere gruppernes eller enkelte modstandsfolks aktiviteter for eftertiden. Ydermere har der ikke været nogen regler for, hvor disse papirer skulle ende. Nogle er havnet på Rigsarkivet, på Frihedsmuseet, på landsarkiverne eller på lokalhistoriske arkiver. Men meget er også gået tabt, når de mennesker, som lå inde med papirerne, er døde.
Der findes således ikke noget samlet, fælles arkiv for modstandsbevægelsen. Det, som kom nærmest, var Frihedsfonden, som udbetalte ydelser til modstandsfolk, der havde lidt fysisk eller psykisk skade som følge af deres deltagelse i modstandskampen. Det er således ikke alle modstandsfolk, der har været registreret i Frihedsfonden. Fordi de nævnte skader har skullet dokumenteres og årsagerne til dem forklares, indeholder Frihedsfondens sager meget personlige oplysninger om enkeltpersoner. Frihedsfonden blev nedlagt i 1996 og dens papirer overdraget til Rigsarkivet, hvor de vil være båndlagt i 80 år, dvs. at man kun kan få adgang efter skriftlig ansøgning.
I almindelighed kan man sige, at jo værre det er gået en person, jo lettere er det at finde oplysning om vedkommende.
Biografier af de modstandsfolk, som blev dræbt under besættelsen kan findes i bogen Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45 (2. udg., 1990), der også indeholder henvisninger til yderligere materiale.
De mennesker, der blev deporteret til koncentrationslejr uden for Danmark, er fortegnet på lister i Jørgen Barfods bog Helvede har mange navne (2. udg., 1994). Mange af dem, der overlevede, har udfyldt spørgeskemaer, som opbevares på Frihedsmuseet.
Derimod findes der ingen fuldstændig fortegnelse over de mennesker, som sad fængslet i Danmark, f.eks. i Horserød- eller Frøslevlejren, men som undgik deportation. For nogle, men langt fra alle, kan man finde oplysning om tid og sted for deres fængselsophold i kopier, som Frihedsmuseet ligger inde med, af optagelsesblanketterne til en af efterkrigstidens fangeforeninger. Men blanketterne giver ikke oplysning om de pågældendes forudgående modstandsarbejde.
I Frøslevlejrens Museum opbevares andre registre over tidligere fanger, bl.a. dele af det tyske kartotek med ’forbryderbilleder’ af fangerne i Horserød og Frøslev.
For de mennesker, der havde held til ikke at blive arresteret, er der ikke noget oplagt sted at starte sin søgning efter materiale. Frihedsmuseet arbejder for øjeblikket på etablering af en database over danske modstandsfolk med henvisning til omtale af disse i litteraturen om besættelsestiden. Den forventes taget i brug i sommeren 2009.
Men selvfølgelig er det kun et mindretal af samtlige modstandsfolk, der har fundet omtale i litteraturen. Flere vil have sat sig spor i arkiverne, men arkivmaterialet er mere uoverskueligt, og man må altid regne med risikoen for, at der slet ikke er noget materiale at finde i de offentlige arkiver om en bestetm person. Selv om man finder materiale, vil det ofte kun oplyse nogle enkelte data, f.eks. at den pågældende har været tilknyttet den og den modstandsorganisation. En egentlig beretning om de modstandsaktiviteter, personen har været involveret i, får man derimod for det meste kun, hvis vedkommende efter krigen har gjort sig den ulejlighed selv at skrive en beretning om det. Det har mange gjort, enten på opfordring af historikere eller som et bidrag til familiehistorien med børn og børnebørn som de umiddelbare læsere. Mange har sendt kopi af sådanne beretninger til Frihedsmuseet, så også interesserede uden for familien kan få glæde af dem. Men der er selvfølgelig mange flere modstandsfolk, som aldrig har skrevet noget ned om deres oplevelser, og i de tilfælde er det i praksis umuligt at finde ud af, hvad de har været med til.
På Frihedsmuseet er materialet ordnet efter emner, ikke efter personer. For at undersøge, om der findes materiale vedr. en bestemt person, må man altså først vide, om vedkommende medvirkede ved fremstillingen af illegale blade, om han var med i en modtagegruppe, om han var sabotør, eller om han måske var aktiv i provinsen, hvor tingene ikke var så opdelt og man nærmest var med i ’det hele’, og hvor ’emnet’, der skal søges under, så er den pågældende by.
I den forbindelse skal man være klar over, at modstandsbevægelsen frem til 1943 bestod af relativt få mennesker. Den store rekruttering fandt først sted fra 1944, da man på opfordring af englænderne begyndte opbygningen af en undergrundshær, de såkaldte ’ventegrupper’, som først skulle træde i aktion, når det kom til kamphandlinger i Danmark. Sådanne kamphandlinger kom det aldrig til, fordi tyskerne overgav sig uden kamp d. 5. maj 1945. Derfor kom nogle grupper først i aktion efter befrielsen med vagttjeneste, arrestationer osv. Til gengæld betyder ordet ’ventegruppe’ ikke, at grupperne blot ventede. De skulle lære sig at bruge våben og sabotageudstyr, og mange lavede også aktioner som et led i ’træningen’. Hvis et familiemedlem har fortalt om deltagelse i en sabotage, kan man altså ikke regne med, at vedkommende så har været sabotør i f.eks. BOPA eller Holger Danske. Det kan godt være, at han var tilknyttet en ’ventegruppe’ som ikke var tilfreds med blot at vente, og så er det nogle andre steder, man skal søge efter materiale.
Også på Rigsarkivet kan man finde materiale om modstandsbevægelsen. Det er beskrevet i den gratis informationspjece Kilder om deltagelse i modstandsbevægelsen (Rigsarkivet informerer, nr. 8).
