Nationalmuseet - retur til forside Indeks Oplæsning Kontakt Presse & nyt English Deutsch

Pressemeddelelser
Pressefotos
Presseklip
Blogs og RSS
Facebook, YouTube, m.m.
Brugerne synes...
Kontakt Presse
Downloads
Pressearkiv
Nyhedsbreve

Sensationelt vikingefund ud for Vordingborg







8. september 2010


Jeg tror, jeg har fundet en ting, du vil kunne være interesseret i at se!” Disse ord var de første i et særdeles spændende telefonopkald til forskningschef Dorthe Wille-Jørgensen, Museerne Vordingborg om en meget speciel fisketur.


Det var Jacob Schomann, der ringede for at berette, hvordan han havde været på ørredfiskeri på Storstrømmen ud for Vordingborg. Der var småt med ørred, så han havde fordrevet tiden med at kigge over rælingen ned i det lave vand. Han registrerede, at der mellem stenene var noget der glimtede gult. Båden drev lidt videre, inden en pludselig indskydelse fik Jacob Schomann til at vende om for at fiske den gule dims op. På fiskekrogen sad en tung guldring!

Schomanns særegne fangst viste sig at være Danefæ af første klasse; en vikingetids armring af en helt enestående form og tyngde, men med et meget karakteristisk, støbt mønster, der viser, at den må være lavet i starten af 800-tallet.

Smålandsfarvandet, Storstrømmen og Grønsund var en vigtig, international handelsvej i vikingetiden, og der er i tidens løb fundet en hel del guldringe, især på Møn, og der er fundet adskillige andre, fornemme vikingeskatte langs ruten:

Et sølvbæger med 5 små bægre indeni stammer fra Fejø, Danmarks største sølvskat (godt 4 kg) er fundet ved Vålse Vig, i Gåbense Skov er der fundet en skat, overvejende med mønter og et kringlet, skibsformet guldsmykke kommer fra Skovby Nor.

Hvordan disse mange skatte er havnet netop her, kan der være flere forklaringer på. Måske blev skattene nedgravet på kysten af forbipasserende købmænd, som frygtede for sørøverangreb i det smalle farvand. Måske var der tale om takofre efter heldige togter over Østersøen.

Det er fristende at forklare Jacob Schomanns skattefund med flg. beskrivelse i en middelalderlig årbog fra Ryd Kloster ved Flensborg Fjord. Her står nemlig om forholdene på Frode Fredegods tid:

”Han skabte så stor fred i sit rige, at da han ophængte én armring af guld på offentlig vej nær Ejderen og en anden ved Skanør og en tredie ved Vordingborg, var der ingen, som turde røre dem hverken ved nat eller dag. [...]”.

Desværre er den guldring, Jacob Schomann har fundet, først blevet støbt over 300 år efter Frode Fredegod….

Yderligere information:


Forskningschef Dorthe Wille-Jørgensen, eller 55372554
Museumsinspektør Peter Vang Petersen, , 3347 3157
Danefæ guldring fra Vordingborg