Den 10. december 1940 kunne aviserne meddele, at der i løbet af nogle uger ville komme nye 1-, 2- og 5-ører på gaden. ”Under de herskende forhold” kunne man ikke fortsætte med at slå skillemønt af kobber. Der var vigtigere ting at anvende det til. De nye aluminiumsmønter kom på gaden i løbet af 1941, og de gamle blev inddraget. Men der gik mode i at holde sine kobbermønter tilbage, for rygtet ville vide, at kobberet gik videre til Tyskland. Det hævdedes ganske vist, at det skulle anvendes til industrielt brug her i landet. Men kunne man nu stole på det?
Men hvad bruger man en håndfuld 1-, 2- og 5-ører til? Nogle fik dem forarbejdet til nipsgenstande eller smykker. En lille kobberkande lavet af bøjede mønter. Eller et armbånd. At gå med sådan et sendte vel et signal? Og det kunne blive klarere endnu. Det nazistiske ugeblad Nationalsocialisten berettede i maj 1941 forarget om en praksis med at markere den nyligt overståede årsdag for besættelsen ved at bære et 9. april-symbol sammensat af en 5-øre og to 2-ører. Journalisten havde nu ikke helt fanget pointen. Symbolet skulle bestå af en 5-øre, en 2-øre og to 1-ører. Så fik man nemlig 9 øre fordelt på fire mønter – 9/4. Og de skulle være fra 1940.
Citat fra bogen ’Spærretid. Hverdag under besættelsen 1940-45’ (Nationalmuseet 2005)
